Infoseite Dänemark

Velkommen til det danske websted

Verein Deutsche Sprache e.V. (VDS)

 

Jeg taler gerne tysk

Vi glæder os til at byde hjertelig velkommen til internet-siden Verein Deutsche Sprache e.V. (Foreningen for det tyske sprog).

VDS er en almennyttig og kulturel forening, der plejer det tyske sprog med mere end 34.000 medlemmer hele verden over.

Vi glæder os til et godt samarbejde til gavn for sproget.

VDS Danmark kan kontaktes:

Vores korrespondent i Tyskland:
Reiner Pogarell: reiner.pogarell@teleos-web.de


Rapport fra VDS’ 1. Tyske Sprogdage 15.-19.6.2017 i Kusel

Af Ulla Weinreich (København)


Ulla Weinreich

 


Fernando Hermoza Gutierrez og Carolina Hidalgo

 

 

Ca. 150 medlemmer deltog i sprogdagene, der omfattede generalforsamlingen, tilbud inden for efteruddannelse, workshops og et righoldigt fritidsprogram, hvor man kunne lære Kusels og Pfalz’ historie, landskab og kultur at kende.

Et nyt navn, men den traditionelle kombination. De lokale ledere af by og region holdt begejstrede festtaler om dialekten og hjemegnen. Fra 10 lande var der kommet deltagere, deriblandt Fernando Hermoza Gutierrez, præsidenten for Akademiet for sproget quechua fra Cusco i Peru, der overbragte en hilsen fra inkaernes solgud i sit festforedrag fredag. Quechua er truet af sprogdød, selv om 24 millioner mennesker taler det. I 1975 blev quechua anerkendt som officielt sprog efter mange års forbud, og i dag kræves det, at man behersker Quechua, hvis man vil tage en akademisk grad eller arbejde med projekter i sprogområdet. Akademiet har udgivet bøger om sproget, dialekterne og kulturen, men bliver modarbejdet af regeringens standardiseringsbestræbelser. Alligevel sluttede præsidenten sin bevægende tale for bevarelsen af verdens sprogmangfoldighed med inkaernes sejrsråb: Haylli! Kausachun! Hallalla!

Torsdagen blev brugt på et interessant romersk museum med ruiner og romersk frokost samt byrundgang i hattemagerbyen Kusel iført hatte, besøg på Fritz Wunderlich-museet, hvor gåsehud og tårer fremkaldtes af den verdensberømte tenors stemme og skæbne (1930-66), før den hede dag sluttede med vinsmagning.

Dagen efter var der kørsel på skinnecykler og frokost på en vandborg, før vi mødtes på Burg Lichtenberg ved Kusel, et af Tysklands største borganlæg. Deres udsendte blev efter skinnekørslen spurgt af vicepræsidenten i det tyske cyklistforbund, om jeg var racercyklist!

På borgen fremlagde de udenlandske deltagere deres arbejde i årets løb med bl.a. den tyske sprogdag. Specielt i Frankrigs traditionelt tysksprogede områder er situationen for tysk alvorlig, idet det er i næsten den samme situation som quechua i Peru. Mennesker i Elsass-Lothringen med tysk som modersmål overvejer alvorligt at forlade landet, deres artikler afslører rystende enkeltheder. Tysk bliver i det franske skolesystem generelt betragtet som elitært, og en drastisk nedskæring på tyskundervisningen, så skolerne ikke kan nå deres undervisningsmål i tysk, er den franske dagligdag. Aftenen sluttede med musik ved typiske lokale musikanter på messingblæsere, der ledsagede receptionen.

Generalforsamlingen varede hele lørdagen afbrudt af middag, arbejdsgrupper og kaffepause. Quechua-præsidenten underviste i sit sprog, bl.a. kunne man lære om udtalen, personlige morfemer og talordene. Quechua adderer de enkelte morfemer i stedet for at bøje ordene, og der er to slags 1. person flertal. Anka betyder desuden ikke and, men ørn. Kusa betyder: Meget godt! – præsidentens konklusion til eleverne.

Arbejdsgruppen om tysk i EU efter Brexit udmundede i generalforsamlingens erklæring om at modarbejde det engelske sprogs overvægt i EU og at opvurdere de andre officielle forvaltningssprogs stilling.

Endelig uddeltes en æresnål og fem Gerhard-Juncker-Priser til sprogvenner, der er kendte i VDS og arbejder i ind- og udland for det tyske sprog og for VDS.

På gensyn til næste år!


Uoverensstemmelse mellem Forenklede Fælles Mål og prøvekrav i tysk

folkestkolen.dk


Deutschunterricht in Dänemark

folkeskolen.dk


Buch „Deutschunterricht in Dänemark“ von Anne-Marie Fischer-Rasmussen

 

I Danmark forhandles bogen via firma „Erhvervskommunikation“ og kan bestilles på mailadressen: ama@erome.dk

 


Bericht über den Tag der deutschen Sprache

Am 10. September 2016 wurde weltweit der Tag der deutschen Sprache gefeiert, so zum ersten Mal auch in Dänemark. Trotz strahlenden Sonnenscheins, tiefblauen Himmels und einer Temperatur von 25˚C haben gut 20 interessierte Menschen die Veranstaltung im Chr.-V-Saal der deutschen Sankt-Petri-Kirche zu Kopenhagen besucht.

Durch die folgenden Stellen gespendete Bücher und Informationsmaterialien lagen zum Mitnehmen aus:

  • Botschaft der Bundesrepublik Deutschland (20 Ex. der „Tatsachen über Deutschland“)
  • Goethe-Institut (u.a. Bücher)
  • Sankt-Petri-Schule
  • Sankt-Petri-Gymnasium
  • Sankt-Petri-Musikschule
  • Sankt-Petri-Kirche
  • Kantorei Sankt Petri
  • Dänisch-Deutsche Gesellschaft
  • Dänisch-Deutscher Kindergarten
  • Projekt Er du til tysk?
  • Dänisch-Österreichische Gesellschaft
  • Verein Deutsche Sprache (u.a. Bücher)

Weiter hatte die Botschaft der BRD angeboten, die Miete des Chr.-V-Saals mit Küsterhilfe laut Vertrag zu bezahlen, und die Dänisch-Deutsche Gesellschaft hatte Kaffee, Tee und Kleingebäck usw. gespendet.

Auβer den genannten Institutionen waren die Gymnasien des Kopenhagener Raums, der Dänische Deutschlehrerverband für die Grundschule, der Dänische Deutschlehrerverband für das Gymnasium, Prof. Dr. Detlev Siegfried und die Deutschstudenten von EnGeRom, Pastor Axel Bargheer und die Deutsch-Französische Reformierte Kirche samt den „Tandem-Studenten“ eingeladen worden.

Die Veranstaltung war durch Facebook (Facebookseiten mehrerer Aussteller) und das Intranet der Sankt Petri Schule bekanntgemacht worden.
In Vorbereitungsgesprächen haben sich Sibylle Osten-Vaa (Kulturleiterin der Botschaft), Angelika Theis (Abteilungsleiterin Sprache des Goethe-Instituts) und Daniela Faude (Rektorin der Sankt Petri Schule) zu einer weiteren Zusammenarbeit für die deutsche Sprache, evt. auch zu einer gröβeren Veranstaltung für das Deutsche in Dänemark, bereit erklärt.

Auβerdem haben Vorstandsmitglieder des Dänischen Deutschlehrerverbands für die Grundschule, des Dänisch-Deutschen Industrie- und Handelsklubs und der Dänisch-Österreichischen Gesellschaft die Veranstaltung besucht, und wir haben eine zukünftige Zusammenarbeit besprochen, an der diese Institutionen sehr interessiert sind.

Weitere Vertreter der verschiedenen an Deutsch interessierten Gruppen (u.a. Prof. Dr. Per Øhrgaard) haben am Tag der deutschen Sprache groβes Interesse geäuβert, konnten aber aus Zeitgründen nicht an diesem Pilotprojekt teilnehmen.
Deshalb schlage ich vor, nächstes Jahr den Tag der deutschen Sprache am Freitag, den 8. September zu veranstalten und schon dieses Jahr eine Arbeitsgruppe zu seiner Vorbereitung ins Leben zu rufen.

Einige Gäste waren Deutschstudenten der offenen Universität, zum Teil als Volksschullehrer in der Fortbildung, und Mitglieder des Vereins

Deutsche Sprache, andere sind Deutschlehrer oder haben deutsche Familie.
Bei einem Kaffeetisch konnten die Besucher ein Rätsel über deutsche Städte lösen, was ein lebhaftes Interesse geweckt hat und ein gutes Gesprächsthema war, und mehrere Personen wollten gleich dem Verein Deutsche Sprache beitreten. Es gibt also eine Grundlage für eine praktische Mitarbeit.

Die Zuwendung der Botschaft der Bundesrepublik Deutschland wurde für die Miete des Chr.-V-Saals einschlieβlich zweier Stunden Küsterhilfe verwendet.

Als Pilotprojekt hat der Tag gezeigt, dass es durchaus ein Interesse daran gibt, für die deutsche Sprache in Dänemark zu arbeiten und zu argumentieren – und zwar in Kultur, Bildung und Wirtschaft.

Ich bedanke mich bei allen Beteiligten für die Spenden und freue mich auf die weitere Zusammenarbeit.
Mit freundlichen Grüβen,

Ulla Weinreich
Vertreterin des VDS, Regionsleiterin Kopenhagen
Kærsangervej 12, 1. tv.
2400 Kopenhagen NV
E- Post: wein@firkant.net
Mobiltelefon: 20 60 76 91


„Jeg er ikke skuffet, jeg er vred“

Danskerne har talt tysk siden middelalderen, men i de senere årtier er det gået stærkt tilbage med tyskkundskaberne. Det er skandaløst, at skiftende regeringer ikke har gjort nok for at standse humanioras fald, mener professor Per Øhrgaard

Af Anna-Lise Bjerager

I vindueskarmen hjemme hos Per Øhrgaard står en skulptur af Goethe og Schiller. De to åndsfyrster står ved siden af hinanden, og Goethe har en hånd på Schillers skulder og rækker ham en laurbærkrans med den anden.

Per Øhrgaard holder af at tænke på, at skulpturen, der er en kopi i mindre udgave af den skulptur, der står i Weimar i Tyskland, hvor de to holdt til i slutningen af 1700-tallet, har tilhørt H.C. Andersen. Han tror det egentlig ikke for alvor. Men han ved, at H.C. Andersen i alt fald ejede en skulptur magen til, og at eventyrdigteren flere gange besøgte Weimar, der har haft en central betydning i tysk og europæisk kulturhistorie.

Han ved også, at H.C. Andersen betragtede Tyskland som sit andet fædreland, og at han talte og læste tysk, ligesom de fleste andre danske romantikere i 1800-tallet. Dog havde H.C. Andersen efter sigende ikke det store sprogøre: „Min søn vil aflægge ed på, at intet menneskeligt øre kan genkende hans tysk“, skrev hans digterkollega Charles Dickens i et brev efter at have haft Andersen på besøg.

72-årige Per Øhrgaard er kendt som en af de mest betydende formidlere af tysk sprog og kultur i Danmark gennem en menneskealder. Ikke mindst har han oversat og skrevet bøger om forfattere som Johan Wolfgang Goethe, Günter Grass og Hans Magnus Enzensberger. Oversættelserne har han klaret sideløbende med sin ansættelse som professor i tysk ved Københavns Universitet gennem 23 år og derefter ved Copenhagen Business School i ti år frem til sin pensionering i 2013.

Tilbagegang

Lige siden 1969, da han blev uddannet mag.art. i tysk filologi, har han fulgt tilbagegangen for tysk og fransk og humaniora i det hele taget på landets uddannelsesinstitutioner. En tilbagegang, som Per Øhrgaard finder direkte skadelig for den enkelte og for samfundet i det hele taget, forklarer han, mens han viser vej ind i havestuen i huset på Frederiksberg, hvor han bor med sin hustru, litterær agent Anneli Høier.

Vejen går forbi de imponerende bogreoler, hvor der bl.a. står flere udgaver af Goethes bestseller: Brevromanen „Die Leiden des jungen Werthers“ fra 1774, der blev genoptrykt sidste år på dansk, om den unge Werther, der forelsker sig så stormende i en gift kvinde og ender med at begå selvmord. En bog, der også har appel til ungdommen i dag: „Werthers vilde svælgen i egne følelser er ikke fremmed for vor tid“, skrev en anmelder i Berlingske, der mente, at hvis Werther havde levet i dag, ville han have skrevet en mail-roman eller en SMS-roman.

Dette liv er alt for kort

I reolen står også Per Øhrgaards egen anmelderroste biografi om Goethe, der indledes med et citat fra en tale, som Goethe holdt i 1771, da han var 22 år, i anledning af William Shakespeares navnedag:

„Dette liv, mine herrer, er alt for kort for vores sjæl“.

Ja, livet er kort, men for de fleste danskere i dag er livet ikke et filosofisk anliggende, sådan som det var for Goethe. I dag er tiden en ressource, og tiden er under alle omstændigheder for knap til at lære tysk: Kasus og remser og omvendt ordstilling er spild af tid i en global verden, hvor de fleste taler engelsk anyway, synes tankegangen at være.

Resultatet er, at stadig færre vælger tysk i folkeskolen og på gymnasier og universiteter. Det samme er gældende for en række andre sprog og humanistiske fag i det hele taget: Humaniora er nødlidende, og skiftende regeringer har ikke gjort tilstrækkeligt for at vende udviklingen, mener Per Øhrgaard.

„Det er en skandaløs arrogance, der udvises, og det skader vores kultur, fordi vi bliver overladt til markedskræfterne“, siger han.

Målrettede tiltag

Aktuelt er Per Øhrgaard meget kritisk over for den nuværende regerings nye Tysklandsstrategi, der har til formål at styrke Danmarks økonomiske samarbejde med Tyskland. Da Tysklandsstrategien blev præsenteret i februar i år, sagde udenrigsminister Kristian Jensen (V) blandt andet:

„Kendskabet til tysk er faldende. Og utilstrækkeligt kendskab til tysk er en barriere, når man vil ind på det tyske marked. Det vil vi gøre noget ved. Vi sætter ind med en langsigtet indsats for at sikre tilstrækkelige tyskkundskaber i Danmark. Vi vil også på kort sigt sætte ind med målrettede tiltag. Mange unge har kun basale tyskkundskaber med fra folkeskolen. Praktik og udveksling kan rette op på det“.

Mens Per Øhrgaard hælder kaffe i kopperne, giver han luft for den frustration, der fylder ham.

„Jeg går varmt ind for, at mennesker uddanner sig inden for erhvervslivet, og at vi øger eksporten til Tyskland. Jeg har talt med mine kolleger på CBS om dette her mange gange, hvor min pointe har været, at jo snævrere mål, man sætter sig, jo større er risikoen for, at man rammer ved siden af. Hvorfor skal man for eksempel kun læse tysk erhvervssprog? Jeg er helt og aldeles uforstående over for, at man instrumentaliserer tysk sprog og kultur på den måde“, siger Per Øhrgaard og fortsætter:

Ude i hampen

„Danske unge skal altså ikke lære tysk for at styrke handelsbalancen. De skal lære tysk og alt muligt andet for deres egen skyld: For at udvide deres sproglige og kulturelle horisont. At de så ad åre kan bruge det tyske sprog i forskellige sammenhænge, herunder i erhvervslivet, er en anden sag. Men det er fuldstændig ude i hampen at tage udgangspunkt i markedet, når man vil plædere for mere tysk på landets uddannelsesinstitutioner“, siger Per Øhrgaard, der medgiver, at nogen måske vil anse ham for at være en sur, ældre herre, der synes, at alt var meget bedre i gamle dage.

„Jeg er udmærket klar over, at min tid er ved at rinde ud. Men dette er større end mig og mine egne interesser. Denne her forestilling om, at sprog og kultur er et instrument til at tjene penge, eller at det bare er pynt på lagkagen, når man går ind og hører en Wagner-opera, den giver jeg intet som helst for.“

Livsafgørende

„Sprog og kultur er livsafgørende for et samfund. Man bliver ikke nødvendigvis et bedre menneske af at vide noget om sprog og kultur. Men hvis kultur og åndsliv forsvinder, bliver mennesket markedsgjort, og vi ender med at betragte hinanden alene som konkurrenter og ikke som medmennesker. Det giver et goldt samfund, der i sidste ende er farligt. Markedets moral er jo opportunisme: Mennesker tilpasser sig den øjeblikkelige situation uden hensyn til principper.“

„Tænk hvis vi havde haft et sådant samfund efter 1864. Sønderjyderne er et jo et lysende eksempel på, at mennesket er andet og mere end markedet: Sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark i 1920 efter 56 år under preussisk styre. Måske var der nogle få, der stemte sig hjem, fordi de kunne se, hvordan den økonomiske udvikling gik skævt i Tyskland. Men for det store flertals vedkommende var det uden nogen som helst tvivl et åndsanliggende.“

„Jeg tør faktisk ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis Danmark pludselig stod i en krigslignende situation i dag. Ville vi så stå sammen? Vi skal huske, at kultur og ånd ikke kommer af sig selv. Det skal opbygges gennem opdragelse og undervisning“, siger han.

Kafka på tysk

Per Øhrgaards interesse for tysk blev grundlagt allerede i barndommen: Hans far voksede op i Tyskland, efter at hans farfar var emigreret til Tyskland omkring år 1900. Hans farfar ville egentlig videre til USA, men endte med at gifte sig med en tysk pige, Per Øhrgaards farmor. Allerede som 11 -årig rejste Per Øhrgaard i 1955 alene til Hamborg for at besøge sin farmors familie, der kun talte tysk.

Hans far døde, da han var 12 år, og måske blev det afgørende for, at en fransklærer på Vestre Borgerdydskole, hvor han gik, tog ham under sine vinger. Han så, at den unge Per Øhrgaard havde interesse for tysk og sørgede for, at han kom på et fire ugers ophold i Tübingen mellem 2. og 3. g.

Per Øhrgaards første store læseoplevelse var, da han som 16-årig gik ind i en boghandel og købte Kafkas Processen i en billigbogsudgave – på tysk.

„Jeg er godt klar over, at der sikkert ikke er mange 16-årige, der i dag ville kaste sig over Kafka og slet ikke på tysk. Jeg var sikkert lidt snobbet. Men jeg husker stadig Karl Bjarnhof (dansk journalist og forfatter, red.), der engang sagde i et radioprogram: „Snobberi har da ført til meget godt““.

Jeg hader begrebet finkultur

„Jeg hader begrebet finkultur, for kultur kan ikke gradbøjes. Jeg går simpelthen ind for, at de unge skal præsenteres for kvalitet. De skal ikke præsenteres for middelmådige, litterære tekster, der svarer til deres alder og deres interesser lige nu. Nej, de skal præsenteres for klassikerne og alt det svære, som udvider deres horisont. Hvis de skal lære grammatik, så lad dem læse Thomas Mann. Hans genitiver er så morsomme, at når de læser dem, vil de aldrig glemme det. Unge mennesker skal præsenteres for noget, som de skal leve med resten af livet.“

Per Øhrgaards fransklærer sagde også til ham en dag: „De skulle tage ud og besøge Villy Sørensen (dansk filosof og forfatter,1929-2001, red.) Det ville han blive glad for“. Og så cyklede 17-årige Per Øhrgaard ud og ringede på hos Villy Sørensen, der også havde gået på Vestre Borgerdydskole.

„Jeg tror jeg sagde: „Jeg har læst Deres historier, og de har gjort et stort indtryk på mig“. Et eller andet intetsigende. Stakkels Sørensen. Det har sikkert ikke været første gang, min fransklærer sendte folk ud til ham. Men det havde jo den virkning, at vi unge blev stimuleret til at gå videre med humaniora. Vi ville gerne være en del af den verden, og vi ville gerne lære og blive klogere“, siger Per Øhrgaard, der husker, at det var forbundet med en vis prestige at lære sprog, da han var ung.

Efterlyses: Et klart signal

Da han for nylig mødte en gymnasiekammerat, der blev matematisk student, fortalte han, at han og hans kammerater havde følt, at Per Øhrgaard og de andre sproglige så ned på dem som matematikere.

„Det skal nok have sin rigtighed, og det var selvfølgelig ikke pænt af os. Men i dag er vi så havnet i den helt modsatte grøft. I dag er det de matematiske, tekniske og naturvidenskabelige fag, der alene er i højsædet“, konstaterer Per Øhrgaard, der efterlyser en tredje vej, hvor alle fagdiscipliner tilgodeses, og humaniora genvinder sin gamle status.

„Politikerne skylder at give et klart signal om, at humaniora er vigtig. Tænk på daværende statsminister Anker Jørgensen, (S), der afsluttede sin skolegang efter 7. klasse, men havde sine bogreoler fyldt med bøger i lejligheden i Sydhavnen, hvor han boede hele sit liv. Hele arbejderbevægelsen vidste, at det gjaldt om at få del i den fælles kulturarv, og de læste bøger, opsøgte højskolerne og sugede til sig.“

Forvrøvlet argumentation

„Henrik Sass Larsen, der jo også er socialdemokrat, sagde engang, at han slet ikke kunne se, hvorfor man skulle lære tysk. Han syntes ikke, det var nødvendigt længere, og han havde aldrig haft brug for det. Det er da en forvrøvlet argumentation. Det kunne jo være, at andre ville have en anden mening om tysk, end han har. Der er en verden til forskel på de to socialdemokraters måde at anskue verden på.“

„Esben Lunde Larsen var uddannelses- og forskningsminister, da CBS i efteråret 2015 lukkede syv sproglige uddannelseslinjer på grund af sparekrav. Hans reaktion var at varsle en strategiplan. Det var måske en postgang for sent, kunne man indvende, især fra en minister, der ovenikøbet har skrevet speciale om Grundtvig.“

„Pointen er, at politikerne, helt uafhængig af politisk observans, lader til at have droppet humaniora“, siger Per Øhrgaard.

Han finder det positivt, at indtil videre ni folkeskoler i Danmark har indført tysk fra de små klasser. Da undervisningsminister Ellen Trane Nørby i august måned i år besøgte Løgumkloster Distriktsskole, som har indført tysk fra 0. klasse, skrev hun om det på sin facebook-væg. En kommentar til ministeren fra en mand lød:

„Jeg har rejst verden rundt i 11 år uden en eneste gang at have haft brug for tysk. Har jeg mødt tyskere på min vej, ville de hellere snakke engelsk for at blive bedre til sprog“.

Per Øhrgaard er bekendt med argumentet, men det bliver det ikke mere rigtigt af, understreger han.

„Jeg synes, det store fokus på engelsk er udtryk for dansk provinsialisme af rang. Man tror, man er international, fordi man taler engelsk. Men sådan forholder det sig jo langt fra. Alligevel fremturer man udelukkende med engelsk, som vi endda ikke er nær så gode til, som vi selv tror.“

„Da Erhvervsministeriet for et par år siden søgte en ny såkaldt innovationsattaché i München, stod der i stillingsopslaget, at det ikke var en betingelse, at vedkommende kunne tale tysk. Jeg ved ikke, om man endte med at få en, der kunne tysk. Men det er i alt fald en fallit, hvis den danske regering sender folk til Tyskland, der ikke kan det tyske sprog. Et argument, som Christiansborg måske kan forstå, kunne være: Konkurrenter fra andre lande sender måske nogen, der kan tysk, og så får Danmark ikke ordren“, siger Per Øhrgaard med et ironisk smil.

En kærlighedserklæring

Per Øhrgaard har oversat mange bøger af Günter Grass, der også var en personlig ven. Dog har han ikke oversat en af Grass‘ sidste bøger, der udkom få år inden hans død i 2015: „Grimms Wörter“ om Brødrene Grimm. Bogen har undertitlen „Eine Liebeserklärung“, og kærlighedens genstand er det tyske sprog.

Per Øhrgaard vurderer, at bogen kun vanskeligt lader sig oversætte til dansk, men han tilslutter sig gerne Günter Grass‘ kærlighed til det tyske.

„Set fra Vorherres synspunkt er tysk ikke et bedre sprog end alle andre. Men det har det været for mig, og sådan håber jeg også, det vil blive for flere danskere i fremtiden. Vi skal ikke lære tysk for tyskernes skyld. Vi skal lære tysk for vores egen skyld, fordi tysk sprog og kultur historisk har haft og stadig har så stor en indflydelse på det danske, og ligger så tæt på Danmark, både fysisk, sprogligt og kulturelt.“

Per Øhrgaard, født 1944, dansk litteraturforsker, professor i germansk filologi ved Københavns Universitet 1980-2003, professor ved Copenhagen Business School 2003-2014. Disputats om Wilhelm Meister. Forfatter til en række bøger, herunder Goethe, Et essay, 1999, og Tyskland. Europas hjerte, 2009. Har oversat en række bøger fra tysk til dansk. Præsident for dansk PEN, medlem af Det Danske Akademi og Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung.

Grænseforeningen – for en åben danskhed | Peder Skrams Gade 5, 1054 København K | info@graenseforeningen.dk | +45 33 11 30 63


Det tyske sprogs dag

Den 10. september kl. 14-17 fejres det tyske sprogs dag for første gang i Danmark. De passende rammer er til stede, når alle, der interesserer sig for tysk, mødes i Sankt Petri Kirkes Chr. V-Sal, Sankt Peders Stræde 2, København.

Dagen, der er blevet til på initiativ af Verein Deutsche Sprache, støttes også af den tyske ambassade, Sankt Petri Skole, Goethe-Institut og Dansk-Tysk Selskab. Tysklærerforeningerne, gymnasierne i København og flere tyske foreninger er inviteret til dette pilotprojekt.
En konkurrence for unge og gamle med bogpræmier og en præsentation af VDS er planlagt. Desuden afholder vi et bogmarked: Alle må tage højst fem tyske bøger med til at bytte eller forære væk.

Alle interesserede, der vil præsentere eller opleve noget tysksprogligt, er velkomne.

Over en kop kaffe kan man tale tysk og diskutere, hvad vi vil gøre for det tyske sprog.

Hvis I vil deltage aktivt og/eller hjælpe med noget praktisk, så henvend jer venligst til

Ulla Weinreich
wein@firkant.net

Tag der deutschen Sprache

Am 10. September 2016 von 14-17 Uhr wird zum ersten Mal in Dänemark der Tag der deutschen Sprache gefeiert. Der Chr.-V-Saal der Sankt-Petri-Kirche gibt den passenden Rahmen dafür ab, Sankt Peders Stræde 2, Kopenhagen.

Der Tag, eine Initiative des Vereins Deutsche Sprache, wird auch von der deutschen Botschaft, der Sankt-Petri-Schule, dem Goethe-Institut und der Dänisch-Deutschen Gesellschaft unterstützt. Die Gymnasien im Raum Kopenhagen, die Deutschlehrervereine und die Vereine mit Interesse für Deutsch sind zu diesem Pilotprojekt eingeladen.

Ein Wettbewerb für Jung und Alt mit Buchpreisen und eine Vorstellung des VDS sind geplant. Auβerdem gibt es einen Büchermarkt: Jeder Teilnehmer darf höchstens fünf deutsche Bücher zum Verschenken oder Tauschen mitbringen.

Alle Interessierten, die etwas Deutschsprachliches darstellen oder erleben möchten, sind herzlich eingeladen.

Bei einer Tasse Kaffee kann man Deutsch sprechen und die Arbeit für die deutsche Sprache diskutieren.

Aktive Teilnahme bitte an mich melden.

Mit freundlichen Grüβen,
Ulla Weinreich
wein@firkant.net

 

Interesserer du dig for tysk og det tyske sprog?

Kan du svare ja på ovenstående er nedenstående to arrangementer sikkert noget for dig – og dine elever! Første tilbud „Er du til tysk?“ finder sted fredag den 2. september 2016 medens det næste „Tag der deutschen Sprache“ løber af stabelen 10. september 2016. … [folkeskolen.dk]

Dänische VDS Aktivistin in Bremerhaven ausgezeichnet

Frau Ulla Weinreich aus Kopenhagen, Übersetzerin, Vorstandsmitglied der Modermål-Selskabet, aktiv in der Dansk-Tysk-Selskab und rührige Aktivistin des dänischen Zweigs des Vereins Deutsche Sprache erhielt am 23. Mai 2016 während der Delegiertenversammlung in Bremerhaven den Gerhard Junker Preis für ihre Verdienste um die deutsche Sprache und unseren Verein. Der Laudator Reiner Pogarell hob besonders ihre Vernetzung mit vielen Vereinen und Institutionen hervor, die sich für die sprachliche Vielfalt in Europa einsetzen. Ulla Weinreich war an zahlreichen wichtigen Initiativen für die deutsche Sprache beteiligt, nicht nur in Dänemark, auch an der Gründung des VDS Schweden wirkte sie
mit.

Reiner Pogarell stellte in seiner Lobrede die Frage, wie denn so ein Verein für die deutsche Sprache international funktionieren könne. Die Antwort lieferte er natürlich selbst: Weil wir Menschen wie Ulla Weinreich in Kopenhagen haben.

Tysk sprogpris


Regeringens strategi for Tyskland

folkeskolen.dk


Sproglærerforeningen protesterer!

Sproglærerforeningen protesterer mod lukning af 7 sproglinjer på CBS.

att. rektor Per Holten-Andersen og bestyrelsesformand Peter Schütze

CBS har besluttet at lukke tysk-, fransk- og spansklinjerne på uddannelserne Interkulturel Markedskommunikation, IMK, og Europæisk Business, EUB, samt japansk på uddannelsen Asia Studies Programme. Det advarer Sproglærerforeningen alvorligt mod, da det er vigtigt, at vi i så lille et land som Danmark har folk, der er kompetente på så mange fremmedsprog som muligt.

Det er ikke første gang, at der skæres ned på de sproglige uddannelser. De seneste år har der været en lukning af sproguddannelser på Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og nu CBS. Først blev italiensk og russisk nedlagt på CBS, så translatøruddannelsen, hvor kun uddannelsen i engelsk blev bevaret. Nu er turen så kommet til de 7 ovennævnte sproglinjer.

Erhvervslivet efterspørger medarbejdere med dobbeltkompetencer, dvs. folk der har en erhvervsfaglig uddannelse, og som samtidig mestrer fremmedsprog på så højt niveau, at de kan begå sig i udlandet inden for deres fag.  Det er desuden et stort plus, at medarbejderne har kendskab til kulturen i de lande, som de samarbejder med.

Sproglærerforeningen ønsker, at der bliver udarbejdet en national strategi for fremmedsprog i Danmark – lige fra grundskolen til universitetsniveau. Denne skal sikre en sammenhæng i uddannelserne samt sikre, at der bliver uddannet tilstrækkelig med folk med sproglige kompetencer. Sprog er nøglen til verden, der indeholdt anbefalinger fra arbejdsgruppen for uddannelse i fremmedsprog, blev udarbejdet i 2011 og er allerede forældet.
Sproglærerforeningen er derfor yderst bekymret over de nedskæringer, der er planlagt på fremmedsprogene på CBS og opfordrer til at de annulleres.

Venlig hilsen
Rita Mogensen
Formand for Sproglærerforeningen


tysk ligger for døden

www.b.dk

Anne-Marie Fischer-Rasmussen (VDS Dänemark) zum Artikel „tysk ligger for døden“:

„Folgende Problemstellung sehe ich (was auch meinen eigenen Erfahrungen entspricht):

1. Ein kunterbuntes Durcheinander, was die Studiengänge und deren Benennung anbetrifft

Die verschiedenen Universitäten, Handelshochschulen und „Business Schools“ bieten verschiedenste Studiengänge mit den dollsten Namen an; keiner weiß, was der Unterschied ist, Arbeitgeber haben keine Ahnung, welche Kompetenzen sich eigentlich hinter den wohlklingenden Titel verbergen.

Die Ausbildungsinstitutionen konkurrieren miteinander (wegen dem sog. Taxameter-Prinzip = Geld pro erfolgreich abgeschlossenes Studium) – daher diese „erfindungsreichen“ Studienbenennungen.

Hier wäre es sinnvoller, das, was für den Arbeitsmarkt relevant ist, gezielt anzubieten. Das bedeutet die Kombination von Sprache, Kultur und Wirtschaftswissenschaft – also so etwas wie Betriebslinguistik, wo Spezialisierung in den Bereichen Werbung, PR, Verhandlungstechniken, Übersetzungen wirtschaftlicher Dokumente usw. ja durchaus gesondert angeboten werden könnten

 

2. Fehlende Professionsorientierung

Wichtig ist eine gezielte Gymnasienlehreausbildung, statt dem Larifari, den sich die Universitäten seit Jahren leisten: nämlich das Studium deutscher Sprache und Literatur – absolut ohne jeglichen Professionsbezug. Typisch wissen die Studenten des Studienganges „Almen Tysk“ (allgemeines Deutsch!?) bei Studienbeginn auch nicht, was sie damit anfangen wollen. Einige gehen nach einigen Semestern Richtung Wirtschaftsdeutsch, andere in Richtung Dolmetscher/Translateur. Der Rest wir Gymnasiumlehrer ohne irgendwelche didaktischen Kenntnisse und zudem mit – in der Regel – mangelhaften deutschen Sprachfertigkeiten.

Wenn diese dann anschließend Gymnasiasten unterrichten, schließt sich der Kreis: die Studenten werden – was das fachliche Niveau angeht – immer schwächer – kommen aber an Universitäten, die ein hohes Niveau abverlangen (müssen!). Dabei springen viele Studenten ab, bzw. schleppen sich durch das Studium (oder werden von den Dozenten geschleppt), verlassen die Uni mit viel zu geringen Fertigkeiten, was sich wiederum auf das Image des Faches auswirkt.

 

Folgende Lösungsmöglichkeiten sehe ich (wie bereits oben angedeutet):

1. Ein mehr homogenes und professionsorientiertes Ausbildungsangebot mit angemessenen fachlichen Anforderungen – ein Gymnasiumlehrer muss Schüler motivieren können, die Sprache beherrschen, spannendes über Land und Leute vermitteln können – und kann sich nicht mit Literaturanalyse begnügen

Ein Absolvent der „Erhvervskommunikation“ muss Produkte auf Deutsch anbieten, beschreiben, erklären und über Geschäfte verhandeln können

Ein Absolvent der „Erhvervskommunikation“ mit Spezialisierung muss z.B. technische Dokumente übersetzen können oder Marketingmaterialien ausarbeiten können.

Ausblick:

Meiner Meinung nach ist das Fach Deutsch, was die erste – und grundlegende – Vermittlungsphase im dänischen Bildungsbereich betrifft, nämlich in der dänische „Folkeskole“, jetzt auf einer sehr guten Basis gelandet. Hier ist nämlich deutlich beschrieben, dass die deutsche Sprache den Schülern ab der 5. bis einschl. 9. oder 10. Klasse mit Ausgangspunkt in einer kommunikativen Sprachauffassung und einem funktionalen Grammatikverständnis vermittelt werden muss. Also weg von „Grammatik pauken wegen der Grammatik selbst“ und hin zu „auf Deutsch kommunizieren können, also lesen und verstehen, hören und verstehen, sprechen und schreiben – die letzteren Beiden mit Schwerpunkt auf einer verständlichen Sprache.

Mit diesem kommunikativ und funktional orientierten Ansatz ist es möglich, die Schüler zu motivieren, ihnen den Sinn des Faches Deutsch nahe zu bringen, nämlich: du kannst mit deutschen Jugendlichen chatten, mit Handball- und Fußballverein in internationalen Wettkämpfen nicht nur den Sport betreiben, sondern auch mit deutschen Teilnehmern kommunizieren, du kannst einen Job an einer dänischen Tankstelle oder bei einem dänische Bäcker haben, und deutsche Touristen in ihrer Sprache bedienen.

Du kannst später in Deutschland, mit deutschen Firmen….arbeiten.

Das alles ist gut.

Allerdings liegen die Prüfungsanforderungen nach der 9./10. Klasse nach wie vor über dem, was realistisch ist, bzw. was im Curriculum verlangt wird, aber ich meine, einen Trend zu erkenne, dass Prüfungsanforderungen (generell) „runtergeschraubt“ werden.

Dies wäre an sich nicht tragisch, wenn nur die wirklich relevanten Fertigkeiten getestet würden.

So, wie es jetzt aussieht (bzw. die Tendenzen, die sich abzeichnen), wird wegen der Sparmaßnahmen runtergeschraubt.

 


VDS-generalforsamling i Wittenberg, 2.-4. juli 2015

En rapport af Ulla Weinreich, København
Kunne du skrive en lille rapport, så vidt muligt på dansk? Det spørgsmål fik jeg efter sprogfesten i Wittenberg, hvor jeg tænkte på tysk, og endorfinerne strømmede frit til trods for 35-40 graders varme. Jeg oversætter altså teksten i mit hoved:

Torsdag var vi på dannelsesrejse til Reppichau, hvor Sachsenspiegel, et af middelalderens vigtigste retsdokumenter blev skrevet. Læs videre i den nye fremragende bog „Edelsteine, 107 Sternstunden deutscher Sprache“, IFB Verlag. VDS-hunden gøede forskrækket ad plastikkøerne i fuld størrelse, der var en del af udstillingen i Reppichau om bondens rettigheder. Videre til Bauhausbyen Dessau med moderne arkitektur, middag på slottet og til Wörlitz med UNESCO-fredet park, hvor vi skyndte os fra skygge til skygge, ikke mindst caféens.

Efter en underholdende byrundgang i Wittenberg fredag med skuespilleres fortællinger om byens berømte sønner og UNESCO-bygningerne mødtes de udenlandske deltagere for at rapportere om resultaterne i deres hjemlande (Tak for, at tidsrummene ikke faldt sammen i år, Roland!). Jeg fortalte om Anne-Maries arbejde med den danske folkeskolereform sidste år og om vores møde med svenskerne i oktober, hvor der blev valgt en svensk landsformand. Vores samarbejde med de tyske partnerorganisationer i København går videre, men ambassaden holder foreløbig de nyeste planer hemmelige. Til gengæld kunne jeg opfordre de udenlandske gæster direkte til at bidrage til en antologi om deres forhold til det tyske sprog.

Den officielle modtagelse fandt sted fredag aften på universitetet fra Luthers tid. Taler af prominente gæster, et selvironisk festforedrag om den tyske syntaks samt et fint kammerkor, der sang tyske sange, fik os næsten til at glemme varmen. Sjovest af sangene var variationerne over Schuberts Forelle i forskellige komponisters stil. Vi hilste på kendte og nye sprogvenner ved den stående reception, bl.a. hørte jeg en del om rejser i Indien. Jeg kan huske gæster fra et dusin nationer, men måske var der lidt flere.

Selve generalforsamlingen var hele lørdagen. Året har budt på priser, møder, aktioner, valget af årets sprogforurener og nye bøger. Regnskabet er præget af færre medlemmer, men til gengæld flere donationer. Den belgiske gæst præsenterede arbejdet for det nederlandske sprog i Den Nederlandske Sprogunion. Om eftermiddagen var generalforsamlingen afbrudt af arbejdsgrupper om pressearbejde og offentlig optræden samt om dialekter. Tilbage i plenum blev et bestyrelsesmedlem afløst af et andet og resten af bestyrelsen behørigt genvalgt. Årets officielle erklæring om følgerne af en frihandelsaftale mellem USA og EU (sproglige, økonomiske, politiske, demokratiske, kulturelle) blev vedtaget af de ca. 200 delegerede, hvorefter forskellige projekter blev præsenteret. Herunder gentog jeg min appel til den udenlandske gruppe i plenum, og flere har meldt sig som bidragydere til bogen om udlændinges syn på tysk.

Om aftenen var der afskedsmiddag i det lokale bryggeris gård, og igen blev der snakket på kryds og tværs. Statistikere, lærere, økonomer, jurister, kemikere, elektrikere, forretningsfolk, fysikere, pædagoger osv. interesserer sig for deres modersmål, så man må misunde dem. Det mest specielle projekt er arbejdet i Wiesbaden for det tyske sprog i Burkina Faso. Det har ført til mikrokreditter til kvinderne, reparation af en mølle og indsamling til en dyb drikkevandsbrønd med pumpe, alt sammen på et enkelt VDS-medlems initiativ. De næste projekter er fødselskontrol og undervisning. Her kan I indbetale til brønden med rent vand:

Verein „Lernen dürfen“ e. V. Eppstein
Spenden-Konto Nass. Sparkasse
BLZ 510 500 15 – Konto 2250 759 77
IBAN DE64 5105 0015 0225 0759 77
BIC NASSDE55XXX

Dette frivillige hjælpearbejde gjorde aftenens største indtryk på mig, men fælles for alle dagene var først og fremmest kærligheden til det tyske sprog, også hos udlændingene. Og hermed skifter jeg tilbage til tysk i mit hoved, før jeg kommer til at fortabe mig i en for detaljeret beretning om mine oplevelser i Wittenberg og omegn.


Gesellschaft für Dänische Sprache

Modersmål-Selskabet schrieb im April 2015 einen offenen Brief an Alexander Graf Lambsdorff, den Stellvertretenden Präsidenten des Europäischen Parlaments, auf dessen Vorschlag hin, Englisch zur zweiten Amtssprache in Deutschland zu machen:

Die Organisation Modersmål-Selskabet („Gesellschaft für Dänische Sprache“) in Dänemark hat bemerkt, dass Sie für Englisch als einzige Arbeitssprache („Hauptverkehrssprache“) in der Europäischen Union eintreten. Dieser Vorschlag ist ein Angriff auf die Politik der Mehrsprachigkeit in der Europäischen Union mit drei Arbeitssprachen und dreiundzwanzig Amtssprachen und richtet sich gegen die Unterstützung der Regional- und Minderheitensprachen in Europa. Wenn einer natürlichen Sprache der Status einer lingua franca verliehen wird, treten langfristig entsprechende negative Folgen für andere Sprachen in Form von Domänenverlusten auf. Wir sind nachdrücklich gegen Ihren Vorschlag.

Es besteht ein direkter Zusammenhang zu Ihrer Haltung zur eigenen Sprache, denn es ist offensichtlich, dass Sie versuchen, die deutsche Sprache zu degradieren. In einem Interview mit der „Welt“ am 15. Dezember 2014 sagen Sie, dass „Englisch in Deutschland Verwaltungssprache werden (muss), mittelfristig vielleicht sogar Amtssprache“. Ehrlich gesagt, wir glauben nicht, dass die meisten Deutschen akzeptieren werden, dass ihre Muttersprache schrittweise in die Küche und das Schlafzimmer verbannt wird, auch nicht mittelfristig. Sie werden stattdessen Ihre Ideen bekämpfen. Die Deutsche Sprache ist genauso viel wert wie jede andere Sprache, einschließlich Englisch.

Die Vorstellung, dass Englisch einen ununterbrochenen Siegeszug eingeleitet hat, ist naiv und unrichtig. Die Sprachgeschichte hat gezeigt, dass verschiedene Verkehrssprachen gekommen und gegangen sind, da ihre Position und Anwendbarkeit entscheidend von den Trägern, das heiβt Staaten, ihrem wirtschaftlichen, politischen, militärischen und kulturellen Einfluss abhängig sind. Englisch, oder jede andere Sprache, besitzt keine ihr innewohnende Überlegenheit.
Jørgen Chr. Wind Nielsen
Formand
jcn @ modersmaalselskabet.dk


 

Modersmål-Selskabet har noteret sig, at du arbejder for at ophøje engelsk til det eneste arbejdssprog („Hauptverkehrssprache“) i Den Europæiske Union. Forslaget er rettet mod Den Europæiske Unions politik for sproglig mangfoldighed med tre arbejdssprog, 24 officielle sprog og støtte til de regionale sprog og minoritetssprogene.
Hvis et naturligt sprog, der fungerer som lingua franca, gives denne status, kommer det umiddelbart til på langt sigt at få negative konsekvenser for andre sprog i form af domænetab. Vi modsætter os bestemt dette forslag.
Forslaget knytter direkte an til din holdning til dit eget modersmål, fordi forslaget åbenbart også forsøger at degradere det tyske sprog. I et interview i „Die Welt“ den 15. december 2014 siger du at „Deshalb muss Englisch in Deutschland Verwaltungssprache werden, mittelfristig vielleicht sogar Amtssprache („Derfor skal engelsk være forvaltningssprog i Tyskland, på mellemlangt sigt måske også officielt sprog“).
Oprigtigtigt talt tror vi ikke at flertallet af tyskere vil acceptere, at deres modersmål skridt for skridt henvises til køkkenet og soveværelset, ikke engang på mellemlangt sigt. De vil i stedet bekæmpe dine ideer. Det tyske sprog er lige så meget værd som en hvilket som helst andet sprog, inclusive engelsk.
Forestillingen om at engelsk har indledt et uafbrudt sejrstog verden over er naiv og urimelig. I sproghistorien er forskellige sporg som lingua franca dukket op og er forsvundet igen, eftersom sprogenes stilling og anvendelsesmuligheder er afhængig af bærernes, dvs. staternes, økonomiske, politiske, militære og kulurelle indflydelse. Engelsk, eller et hvilket som helst andet sprog, besidder ingen iboende overlegenhed.

Med venlig hilsen
Modersmål-Selskabet

Jørgen Chr. Wind Nielsen
Formand


Grußwort des VDS Dänemark zur Gründung des VDS Schweden am 31. Oktober 2014 in Stockholm
von Ulla Weinreich (Kopenhagen)

Sehr geehrte Freunde der deutschen Sprache, sehr geehrte schwedische Sprachfreunde,

zunächst einmal möchte ich mich dafür herzlich bedanken, dass ich heute den VDS Dänemark vertreten darf. Ich freue mich sehr, dass es jetzt auch eine schwedische Zweigstelle in unserem Bruderland geben wird. Per-Åke Lindblom und ich sind 2013 in Rudolstadt vom VDS außerordentlich herzlich und professionell empfangen worden, obwohl wir keinem Landesvorstand des VDS angehören, und wir freuen uns sehr über die Zusammenarbeit zwischen dem VDS und unseren Muttersprachengesellschaften.

Anne-Marie Fischer Rasmussen (AMFR) ist die Vorsitzende des VDS Dänemark und hat kraft ihrer Stelle als Dozentin der deutschen Sprache an der Lehrerhochschule Nord und an der Universität Århus Zutritt zu verschiedenen Gremien und Zusammenarbeitspartnern, wo sie die Stellung des Deutschen in Dänemark beruflich verfolgt und entwickelt. Jutta Tamasauskas ist die Kontaktperson/zweite Vorsitzende in Kopenhagen und hat mehrmals eifrig mitgearbeitet, geworben und für den VDS aus dem Dänischen ins Deutsche übersetzt. Einige Beispiele der Arbeit des VDS Dänemark möchte ich hier erwähnen:
Anne-Marie hat 2011 erreicht, dass die dänische Regierung während der EU-Ratspräsidentschaft in der ersten Jahreshälfte 2012 ihren Internetauftritt auch in der deutschen Sprache erscheinen ließ, nachdem dies ursprünglich unter dem Vorwand fehlender Ressourcen abgelehnt wurde. Danach haben einige Nachfolgerstaaten diese Praxis weitergeführt.

2013 hat Anne-Marie die Vorsitzenden der dänischen Lehrerverbände der Volksschulen und der Gymnasien zu einem Protest gegen die Empfehlung des Internationalen Deutschlehrerverbands aufgefordert, mit dem Verein Deutsche Sprache nicht zusammenzuarbeiten, weil dieser angeblich „fremdfeindlich“ sei und seine Arbeit auf eine „falsche Auffassung von Sprache“ baue. Im Juli 2013 wurde die Empfehlung des IDV auf dessen Kongress in Bozen zurückgenommen, nachdem der Protest aus Dänemark und einigen anderen Ländern dort vorgeführt und danach von den anderen IDV-Mitgliedern unterstützt wurde.
Anne-Marie hat in den vorletzten Sprachnachrichten den Abschnitt über die dänische Sprache geschrieben.

Gerade jetzt ist (31.10.2014) Anne-Marie in Brüssel als Mitglied der nationalen Arbeitsgruppe für Deutsch in der dänischen Volksschule, um die Ergebnisse der Arbeit der Gruppe dort vorzulegen – In Punkten: Deutsch wird jetzt ab der 5. Klasse statt wie bisher ab der 7. Klasse gelernt. Kommunikative Kompetenz ist der Schwerpunkt, jetzt aber mit klaren Anweisungen zu den Lernzielen in Bezug auf die Kompetenz und die Performanz. Sprachliche Korrektheit ist sekundär, nur die für die Kommunikation notwendige Grammatik soll gelernt werden, d.h. der Begriff der Grammatik ist funktional (AMFR).
Außerdem arbeitet der VDS Dänemark in den folgenden Bereichen:

  1. Bereitstellung aktueller Nachrichten in Bezug auf den Stellenwert der deutschen Sprache in Dänemark.
  2. Kontaktpflege, Lobbyarbeit im Kontakt mit Verantwortlichen und Meinungsträgern aus Ausbildung, Wirtschaft und Medien.
  3. Beratung und Unterstützung zur Optimierung der deutschen Sprache in Dänemark.
  4. Kontinuierliche Erfassung des Stellenwerts der deutschen Sprache im dänischen Bildungssystem und in der dänischen Wirtschaft.
  5. Kontaktpflege zu und Zusammenarbeit mit anderen Vereinen und Verbänden Skandinaviens, die sich für die Förderung der deutschen Sprache bzw. der jeweiligen Muttersprache einsetzen.

In Kopenhagen habe ich 2012 die Zusammenarbeit mit der dänischen Muttersprachengesellschaft vermittelt, was dazu geführt hat, dass ich Mitglied des Vorstands dieser Gesellschaft wurde. Ich habe Interviews aus dem Deutschen und dem Schwedischen übersetzt sowie den VDS in der Zeitschrift der Muttersprachengesellschaft vorgestellt.

Die Bittschrift des VDS an den Präsidenten der Europäischen Kommission habe ich im Jahre 2013 an die Muttersprachengesellschaft bzw. die Gesellschaft für Dänische Sprache vermittelt, die denn auch diesen Protest gegen sprachliche Diskriminierung mit u.a. dem VDS und der Språkförsvaret unterzeichnet hat. Es geht darum, dass die Außendarstellung der Kommission nur im Englischen und im Französischen, aber nicht im Deutschen stattfand.

In den deutschen Vereinen, der deutschen Kirche und der deutschen Schule in Kopenhagen verteile ich die Sprachnachrichten und spreche begeistert von der großen Arbeit des VDS, und ich weiß, dass eine gute Freundin von mir und der deutschen Sprache, eine Gymnasiallehrerin mit einem sehr großen Netz von Kontakten zu lebendigen Menschen und dem 20. Jahrhundert durch ihre E-Mail an der elektronischen Verbreitung der Materialien des VDS ehrenamtlich mitarbeitet. 2012-2014 habe ich außerdem an den Bundesdelegiertenversammlungen des VDS Dänemark vertreten.

In Dänemark kann man neuerdings also ab der 5. Klasse zwischen Deutsch und Französisch als zweiter Fremdsprache wählen, d.h. man kann ohne Deutsch durch das dänische Bildungssystem gehen, was die Meisten dann auch tun. Durch Jahre einer unglücklichen Schulpolitik sind die Bereiche dänische Sprachkunde, Sprachbewusstsein und Geschichte zuerst unpädagogisch vermittelt und dann in den Schulen vernachlässigt worden. Das heißt nicht, dass wir zur schwarzen Schule zurückkehren müssen, aber durch diese Entwicklung gibt es bei der neuen Generation auch im Dänischen nicht mehr das sprachliche Interesse und den sprachlichen Überschuss, die entdecken lassen, wie leicht, interessant und wichtig das Deutsche ist und wie nah verwandt es ist dem Dänischen ist.
Zwar ist Berlin seit ungefähr zehn Jahren unter dänischen Studenten, Künstlern und Wohnungskäufern wieder beliebt, aus vielen guten Gründen, aber die persönliche Annäherung geschieht nur, weil man sich im Englischen verständigen kann. Leider ist Deutschland nämlich fast schon der unbekannte Nachbar. Einige

Beispiele für diese Tendenz:

  1. Es gibt in Kopenhagen einen kleinen Verlag, der Bücher aus exotischen Sprachen wie dem Türkischen, Arabischen, Jiddischen übersetzt und herausgibt, und darunter aus dem Deutschen: Martin Walser, Siegfried Lenz, Franz Kafka, Lessing, Christa Wolf. Deutsch zu können ist in Dänemark eine Ausnahme geworden, wir könnten fast ebenso gern altkirchenslawisch (so der jetzige Prodekan der humanistischen Fakultät der Kopenhagener Universität) oder keltisch sprechen.
  2. Es ist seit einigen Jahren modern, Geschäften, Bars usw. deutsche Namen zu geben, weil es eine neue Aufmerksamkeit erweckt, und wahrscheinlich auch durch den regen Verkehr nach Berlin angeregt: Gefährlich, Literaturhaus, Mensch, Fünf, Grob. Es darf dabei ruhig ein Umlaut auftreten. Die deutschen Wörter sind eine lustige Modeerscheinung mit seltenen Buchstaben geworden.
  3. In Fremdenführern und anderen Materialien über Deutschland für Dänen wird als selbstverständlich mit verstanden und dargestellt, dass der Leser kein Deutsch verstehe, weil es schwierig sei; und selbst einfache Begriffe werden erklärt.

Dabei ist aber Deutsch die Muttersprache von über 100 Millionen Menschen, die größte Muttersprache in Europa und eine der Sprachen der Welt, die von den meisten Menschen gelernt wird. Gleichzeitig ist Deutschland unser wichtigster Handelspartner, weshalb die leitenden Kräfte der dänischen Industrie und Wirtschaft immer gegen die Verringerungen des Deutschunterrichts donnern. Aus unserem Nachbarland Deutschland bekamen wir schon immer eine große kulturelle, wirtschaftliche, wissenschaftliche und technische Inspiration. Wir haben eine lange gemeinsame Geschichte, und deshalb haben wir in Dänemark eine deutsche Minderheit und umgekehrt – mit ihren eigenen Schulen, Vereinen, Kirchen, Sprachen und Kulturen und mit einer hervorragenden Zusammenarbeit kreuz und quer über die Grenze. Davon haben wir 2012 an der Bundesdelegiertenversammlung des VDS in Lübeck gehört, aber die Minderheit und ihre Geschichte sind unter den jungen Leuten in Kopenhagen fast unbekannt. Dafür hat die deutsche Minderheit jetzt einen deutlichen Vorteil, nicht nur durch die beiden Kulturen, sondern auch auf dem Arbeitsmarkt, weil sie mit der deutschen Sprache aufgewachsen ist.

Seit einigen Jahren bereitet sich die Wirtschaft nämlich auf den Fehmarn-Belt-Tunnel vor. Man hat einander auf die Zähne gefühlt, deutsch-dänische Betriebsbesuche und Konferenzen beiderseits der Grenze durchgeführt, und die Haltung ist hier nach wie vor: Wir können dem Deutschen im Englischen etwas abkaufen, aber ihm am besten oder nur im Deutschen etwas verkaufen, indem wir die deutsche Sprache meistern und die deutsche Geschäftskultur und Allgemeinbildung verstehen und respektieren.

Deshalb besteht eine neue gute Initiative auf Lolland-Falster im südlichen Dänemark darin, dass alle Berufsschüler dort jetzt obligatorisch Deutsch lernen müssen. Es ist höchste Zeit, wenn die deutschsprachige Bevölkerungsgruppe und die zugewanderten Deutschen nicht alle Stellen besetzen sollen, wo Deutsch gebraucht wird. Alle Schüler sollten eigentlich diese Verpflichtung und Möglichkeit haben. Der Europäische Rat fordert denn auch dazu auf, dass Europäer mindestens zwei Fremdsprachen und eine Nachbarsprache lernen. Hier könnten die Dänen also zwei Fliegen mit einer Klappe schlagen.

In der letzten Nummer des dänischen Magisterblatts (Okt. 2014) wird aber berichtet, dass jetzt nur noch 15 Studenten an der Kopenhagener Universität dem deutschen Hauptfach folgen und 65 zum Grundstudium zugelassen werden. An der Humanistischen Fakultät verschwinden jetzt mehrere kleine Sprachen, und es werden noch mehr, wenn in der nächsten Sparrunde an den 15 Germanisten festgehalten wird. Die Situation heiβt fast eher tabula rasa als Rotstift.
In einem anderen Artikel in derselben Zeitschriftennummer wird erzählt, wie Biologen jetzt schon sterbende Sprachen wie bedrohte Tierarten beschreiben, d.h. dieselben Modelle der Forschung gebrauchen. Dabei wiederholen sie, dass Sprachverlust den Verlust eines lebendigen Kulturerbes bedeutet, das man nicht ohne weiteres wiederherstellen kann. So weit ist das Deutsche zum Glück noch nicht gekommen, höchstens in einigen Domänen, wo das Englische vorherrscht. Aber wenn schon die Biologen von Kulturverlust sprechen, wie viel mehr müssen wir als Sprachfreunde uns dann nicht um die Gegenwart und die Zukunft der deutschen Sprache in unseren Ländern kümmern.

Die deutsche Sprache ist nämlich wichtig, sie ist schön und reich, genau und poetisch. Sie ist die Trägerin einer wunderbaren Literatur, die in ganz Europa Schule gemacht und Reaktionen hervorgerufen hat. Wer übersetzt, weiß, wieviel in einer Übersetzung der schönen Literatur und der meisten anderen Textgattungen verlorengeht. Es ist einfach auch für uns leichter, die deutsche Ausgangssprache früh zu lernen als alles zu übersetzen.

Wir wollen im Deutschen alle Lebensbereiche erfassen können. Wenn wir die deutsche Sprache können, verstehen wir auch eine andere Presse, Bildung, politische Diskussion usw. direkt. Das Deutsche ist für uns Dänen das Tor zu Europa. Das heiβt zu einer anderen Weltsicht, einer Debatte mit mehr Schattierungen, einem weiteren Horizont, und von all dem sind wir in unserem kleinen Land beeinflusst, zumal wir auch in einem Mitgliedsstaat der EU wohnen.

Ganz abgesehen von den Handelsbeziehungen zwischen unseren Ländern brauchen wir die sprachliche Fantasie und Vielfalt der deutschen Sprache (und unserer Muttersprachen), genau wie Schönheit und Kunst, als menschliche Gegenwelt von Rechnern und Gefühlslosigkeit, um ganze Menschen zu bleiben (Stichwort: Erlkönig). Ein dänischer Gehirnforscher empfiehlt, Sprachen zu lernen, um das Gehirn flexibel zu machen und zu erhalten.

Deshalb wollen wir das Deutsche und unsere Muttersprachen in allen Domänen und in ihrem ganzen Reichtum weiter gebrauchen und lernen, entwickeln und fördern. Deshalb möchte ich in Schweden skandinavisch sprechen, und deshalb werbe ich für den VDS!

 


Grußwort von Per-Åke Lindblom, dem Vorsitzenden der Språkförsvaret, zur Gründung der schwedischen Gruppe des VDS am 31. Oktober 2014 in Stockholm

(Hälsningsanförande vid det officiella grundandet av en svensk avdelning av Verein Deutsche Sprache den 31 oktober 2014)

Vi lever i en tid då det är nödvändigt för företrädare för olika språk att samarbeta och vi lever också i en tid då detta är möjligt.
Detta samarbete är nödvändigt, eftersom språksituationen i världen idag är historiskt unik. Aldrig tidigare har ett enskilt språk uppnått engelskans ställning. Engelskan fungerar idag som ett globalt lingua franca och förstås av runt en fjärdedel av jordens befolkning. Engelskan når ut till alla hörn av världen.

Denna utveckling är inte ett resultat av några inneboende egenskaper hos engelskan, d.v.s. att språket skulle vara osedvanligt lätt att lära sig, att ljudsystemet skulle falla alla på läppen eller att engelskan skulle ha en osedvanlig förmåga att generera ett omfattande ordförråd.
Engelskans frammarsch måste förklaras med andra faktorer: framgångsrik brittisk kolonialism, som spred språket fr.o.m. 1600-talet, vilket sedan övertogs av gökungen USA, som intog en enastående maktställning efter andra världskriget. Etermedia utvecklades redan före första världskriget, men det avgörande genombrottet kom efter andra världskriget i form av filmindustrin, televisionen, datateknologin, satellit-tv och sist men inte minst internet. Datateknologin och internet har t.o.m. utgått från det angloamerikanska alfabetet.

Samtidigt öppnar internet och globaliseringen alla möjligheter för dem som vill värna om det egna språket eller försvara hotade språk. Det är hur enkelt som helst idag att sprida kännedom om olika språk på internet; det är hur enkelt som helst att lägga ut texter, ordlistor, ljudfiler, videoklipp och filmer på internet. Det är t.o.m. möjligt att använda andra skriftsystem än det latinska alfabetet.

Belysande är detta exempel: På 1930-talet beslöt den lilla folkgruppen yaaku i Kenya på ett möte att överge sitt eget språk till förmån för massajspråket. Men beslutet var inte oåterkalleligt. I början av tjugohundratalet anordnades ett nytt möte, där man beslöt att försöka återuppliva språket. Man kontaktade nederländska lingvister för att utröna om det fanns tillräckliga resurser för att återuppliva språket. Dessa nederländska lingvister besökte yaakuernas område 2005 och fann till sin förvåning att språket inte alls var utdött utan att åtminstone en handfull kunde tala det flytande. Yaakuerna kände alltså till att det förekom revitaliseringsprojekt runtom i världen och att det gick att anlita externt stöd.

Stora språk, om de släpps fria, tenderar att äta upp mindre språk. Det är givet att de mest utsatta språken är de skriftlösa språken, som bara används av ett fåtal talare. De har ofta inte ens en statsapparat eller en generös språklagstiftning i ryggen. När det gäller språk, som är närbesläktade med engelskan, d.v.s. de nordgermanska och de övriga västgermanska språken, är de också speciellt hotade just på grund av detta släktskap. Detta släktskap underlättar inlärning av engelskan men också inlåning av engelsk vokabulär, ofta helt i onödan.
Idag förlorar de nordgermanska och de övriga västgermanska språken domäner till engelskan; längst har utvecklingen gått i fråga om naturvetenskaplig forskning. Dessa domänförluster är inte oundvikliga; dessa går att hejda förutsatt att det finns motkrafter, som bedriver en medveten språkpolitik.

Varje språk har ett egenvärde. Om man försvarar de nordiska språken, tyskan och nederländskan och andra germanska varieteter, varvid de flesta är kompletta och samhällsbärande språk med lång skriftspråkstradition, betyder det faktiskt att man försvarar alla språk. Givet naturligtvis att företrädarna för dessa språk inte i sin tur sparkar nedåt, d.v.s. mot minoritets- och invandrarspråk.
Språkförsvaret ser naturligtvis Verein Deutsche Sprache som en likasinnad förening som bedriver en medveten språkpolitik och finner det helt naturligt att VDS även organiserar tyska språkets vänner i Sverige.

Per-Åke Lindblom


Erlend Lønnum auf der Bundesdelegiertenversammlung des VDS am  31. Mai 2014 in Gießen
Mit unserer Sprache in die Zukunft

Ansprache an der Bundesdelegiertenversammlung des VDS 31. Mai 2014 in Gießen

Herzlichen Dank für die Einladung! Einen besonderen Dank möchte ich an Dr. Reiner Pogarell richten. Seit einem Jahr kennen wir uns schon ein bisschen, was bis heute zu mehreren Artikeln geführt hat, einem über den norwegischen Sprachrat in der VDS-Zeitschrift Sprachnachrichten [2], wie an der Leinwand gezeigt, und einem über die norwegische Sprache in der letzten Nummer der Sprachnachrichten. [3] Ich habe sogar einen Artikel geschrieben über den VDS und seine wichtige Arbeit in der Zeitschrift des norwegischen Sprachrates, mit dem gleichlautenden Namen Språknytt [4], die ich redigiere und mit Artikeln über sprachliche Themen versehe.

Ich möchte gleichzeitig Herrn Pogarell «Takk for sist» sagen, das heißt etwa «Danke für zuletzt», so wie wir Norweger immer für alle Dinge danken, da ich zu Ostern die Freude hatte, Sie in meiner Heimstadt Oslo treffen zu dürfen. Meine guten Kollegen und der Sprachdirektor in Norwegen richten Ihnen allen ihre Grüße aus.

Ich freue mich sehr auf diesen Tag in Gießen, da es immer schön ist, unter richtigen Sprachfreunden zu sein. Das wurde mir auch ganz klar, als ich mit großem Interesse die Texte über unsere enge Sprachverwandtschaft in der letzten, hervorragenden Nummer der Sprachnachrichten gelesen habe. [5] Beim Lesen habe ich nochmals Gedanken darüber gemacht, wie wichtig die dichten Bande zwischen Norwegen und Deutschland sind, nicht nur auf den traditionellen Gebieten Wirtschaft, Kultur und Ausbildung, sondern auch auf dem Gebiet der Sprachen, die das alles sozusagen verbinden und vereinigen.

Erst im letzten Jahr haben auch wir im norwegischen Sprachrat unseren Blick auf Länder außerhalb der nordischen Grenzen gerichtet. Vorläufig hat es sich meistens um Informationen und Untersuchungen gehandelt, unter anderem über die Fremdsprachengewohnheiten, vor allem in der Schule und an den Universitäten. Was können wir damit tun, dass immer mehr Norweger fast nur Englisch und sogar auch Spanisch statt Deutsch und Französisch lernen? Darüber schreiben wir zum Beispiel in der nächsten Ausgabe unserer Zeitschrift. [6] Die Überschrift «Tar ein spansk ein» bedeutet übrigens «einen Spanier nehmen» und entspricht dem deutschen Ausdruck «einen Türker nehmen».

Und wie können wir gegen das völlig dominierende Englische kämpfen, nicht nur im Einzelwortbereich, sondern auch in ganzen Gesellschaftsbereichen, wo Domänenverlust eine große Herausforderung ist? [7] In dieser Verbindung lautet unser Leitspruch: «Norwegisch wenn Sie können, Englisch wenn Sie müssen!» Ein gutes Beispiel auf sprachliche Verwirrung gibt uns der Vater eines meiner Kollegen, Ivar Eskeland: «Giftshops gibt es überall. Wenn du dann das Gift gekauft hast, das du brauchst, kannst du über die Straße gehen und versuchen, die Leiche in einem Bodyshop loszuwerden.»

Dies sind einige der vielen Themen, die uns beschäftigen, und die ich gerne im Laufe des Tages mit Ihnen diskutiere. Zuerst möchte ich aber einige weitere Worte über den norwegischen Sprachrat sagen.

Ein Vorläufer zum norwegischen Sprachrat wurde schon vor 60 Jahren gegründet. Das Komitee arbeitete damals hauptsächlich mit der Annäherung unserer zwei standardisierten und gleichgestellten Schriftformen Bokmål und Nynorsk, das heißt Buchsprache und Neunorwegisch.
In den nächsten 30 Jahren wurde allmählich die Annäherung mit einer getrennten Normierung ersetzt, einer für jede Schriftsprache. Darüber können Sie in der erwähnten Themanummer der Sprachnachrichten lesen. [8] Und den besonders Interessierten möchte ich einen Aufsatz, auf
Deutsch, von Prof. Egil Pettersen empfehlen. Seinen Text finden Sie auf unseren Internetseiten.
Ich möchte auch auf einen deutschen Text über die norwegische Sprachnormierung hinweisen:

[9] Norwegen ist eine kleine Sprachgemeinschaft mit etwa fünf Millionen Sprechern.
Dass es zwei gleichberechtigte offizielle (Schrift-)Sprachen gibt, ist an sich nichts
Ungewöhnliches, man schaue nur nach Belgien oder Finnland. Ungewöhnlich ist, dass es
sich bei diesen Sprachen – bokmål («Buchsprache») und nynorsk («Neunorwegisch») –
eigentlich eher um Varianten einer Sprache handelt, beide sind nämlich Norwegisch.
Diese heutige Situation ist das Ergebnis einer Entwicklung, die vor mehr als 150 Jahren
ihren Ausgang nahm und untrennbar mit der politischen Entwicklung des Landes
verbunden ist. Diese bewegte sprachliche Geschichte hat letztlich auch dazu geführt,
dass weite Teile der Bevölkerung ein hohes Maß an Bewusstsein und Sensibilität für
sprachliche Belange haben. [Anja Klein, deutschesprachwelt.de] [10] Im Laufe der letzten 100 Jahre haben wir fünf Sprachreformen gehabt. In Deutschland gibt es im Vergleich nur eine. Sie war dagegen so interessant und brisant als kulturelles Thema, dass ich gewählt habe, meine Magisterarbeit über die Neuregelung der deutschen Rechtschreibung zu schreiben. [11] Im Jahre 2006 entstand endlich der norwegische Sprachrat unter ihrem neuen Namen Språkrådet, in einer moderneren Form. [12] Nachher stehen nicht nur die Verwaltung von Bokmål und Nynorsk im Zentrum, sondern alle Sprachen in Norwegen, wie die offiziellen Minderheits-sprachen Finnisch-Norwegisch, Romani und norwegische Gebärdensprache und die vielen Fachsprachen und Fremdsprachen.
Der norwegische Sprachrat ist heute eine ganz interessante und anerkannte Organisation, die auf vielen Gesellschaftsgebieten arbeitet, unter anderem mit Sprachpolitik, Sprachrechten, Sprachinformationen und Sprachgebrauch. [13] Wir sind ein offizielles, staatliches Fachinstitut für
diese sprachlichen Belange und wir sind die zur Sprachverwaltung und Sprachbeobachtung berufene Instanz. Wir sind dem Ministerium für Kultur nachgeordnet und also keine Bürgerinitiative, wie Sie. Wenn es eine ähnliche Institution wie unsere in Deutschland gäbe, bräuchte man wahrscheinlich keinen VDS. In diesem Punkt bin ich mir mit Herrn Pogarell einig.
Wir sollen die Stellung der norwegischen Sprache in Gegenwart und Zukunft fördern und wir sollen alle Sprachformen verwalten, weil Sprachvielfalt wichtig ist. Unser Ziel ist es, dass Norwegisch auch in der Zukunft in allen Lebensbereichen verwendet und nicht vom Englischen
verdrängt wird. [14] Deswegen ersetzen wir englische Wörter und Ausdrücke mit einheimischen Wörtern oder norwegisierten Varianten. Wir benutzen lieber «minnepinne» statt «memorystick» und «krøllalfa» statt «At-Zeichen», genau wie Sie «Klammeraffe» vorziehen. Und wir benutzen lieber «kollisjonspute» statt «airbag» und «rullebrett» statt «skateboard».
Im Kern geht es darum, offizielle Instanzen, Wirtschaft sowie Mitbürger und Mitbürgerinnen im Allgemeinen zu ermutigen und ihnen das Vertrauen an die Fähigkeit der norwegischen Sprache zu geben. Durch unsere Arbeit soll die Vermittlung von Wissen über die norwegische Sprache verbessert werden. Wir haben drei Sektionen und Fachausschüsse mit Sprachkundigen aus allen Lebensbereichen. Wir erteilen Empfehlungen und Ratschläge zu Angelegenheiten, die unsere Fachgebiete betreffen.
[15] Das Ziel wird verfolgt, indem wir Information und Aufklärung über gutes, klares und richtiges Norwegisch auf unseren Internetseiten, in sozialen Medien und in unseren vielen Publikationen zugänglich machen. Jeden Tag beantworten wir eine ganze Menge Anfragen durch unseren
telefonischen und elektronischen Sprachberatungsdienst, und wir aktualisieren fortlaufend die offiziellen Wörterbücher und genehmigen Wortindizes für die Schule.
Um die vermehrte Diskussion zu aktuellen sprachlichen Herausforderungen zu erreichen, organisieren wir verschiedene Veranstaltungen, und wir beteiligen mit öffentlichen und privaten Institutionen zusammen an Maßnahmen zur Förderung des Gebrauchs von Norwegisch. Wir kontrollieren ebenfalls, dass staatliche Unternehmen die gesetzlichen Ansprüche erfüllen. [16] Bisher liegen drei Gesetze vor, die mit Sprachen zu tun haben: das Gesetz für die Gleichstellung von Bokmål und Nynorsk, das Gesetz der Lappländer und das Gesetz der Ortsnamen. Und noch besser: Zurzeit arbeitet die norwegische Regierung mit einem nationalen Sprachgesetz, nach schwedischem Muster, um unsere Nationalsprachen weiter zu schützen. Mit anderen Worten: Wir gehen stolz in die Zukunft mit unserer Sprache!
Danke für Ihre Aufmerksamkeit


Dänisch – Handelssprache des Nordens (pdf)

von Anne-Marie Fischer-Rasmussen
in: Betriebslinguistische Beiträge, Zeitschrift für Unternehmens­kommunikation,
April 2014 Heft 4 16. Jahrgang

 


RAPPORT FRÅN VDS BUNDESDELEGIERTENVERSAMMLUNG DEN 14 – 15/6 2013

RAPPORT FRÅN VDS BUNDESDELEGIERTENVERSAMMLUNG DEN 14 – 15/6 2013
Undertecknad deltog som representant för Språkförsvaret på Verein Deutsche Spraches Bundesdelegiertenversammlung i Rudolstadt, Thüringen, den 14 – 15/6 2013. Här följer en kort rapport:
·       VDS har 35000 medlemmar, varav 20000 i utlandet.  Om Språkförsvaret vore relativt sett lika starkt i Sverige, borde vi ha runt 1800 medlemmar (jämförelsen gäller medlemmar i Tyskland). VDS webbsida har 35000 unika besökare per dag.
·       VDS är en medlemsorganisation liksom Språkförsvaret. Som ordföranden Walter Krämer påpekade i sitt öppningstal innebär detta en fördel, nämligen oavhängighet. Nackdelen är begränsade ekonomiska resurser.  Medlemsavgiften är 25 euro per person och år, och VDS kan naturligtvis avlöna anställda.
·       VDS grundades 1997. Från och med 1999 ökade föreningens medlemsantal snabbt – från 800 medlemmar till dagens 15000. Organisationen har byggts upp på traditionellt sätt.  ”Traditionellt sätt” betyder att ett antal likasinnade har sammanslutit sig. Om de varit tillräckligt många, har man börjat ge ut en tidning. Lokalgrupper och distrikt växer fram successivt.  I Sverige har de båda nedlagda organisationerna, Nya tungomålsgillet och Språkvårdssamfundet, som fokuserat på språkvårdsfrågor (utan alla jämförelser i övrigt), varit uppbyggda kring varsin tidning liksom Budstikken, Danmark, också nedlagd.
·       Språkförsvaret har utvecklats från en privat webbsida till nätverk och förening, men är helt internetbaserad.  Våra fasta kostnader är mycket låga.
·       170 ombud deltog på Bundesdelegiertenversammlung. Många ombud hade varit i Sverige. Det fanns minst två svensktalande tyskar bland ombuden; andra förstod svenska.
·       Jag höll två anföranden (båda bifogas i en svensk och tysk version); speciellt hälsningsanförandet väckte ett visst intresse – se kommentar nedan.
·       Intressant är att VDS har så många utlandsmedlemmar.  Jag är inte helt säker på om de betalar någon medlemsavgift. VDS organiserar exempelvis många tysklärare utomlands. För att vara lärare i tyska utomlands, exempelvis i Togo och Burkina Faso, behöver man inte alls vara etnisk tysk (se bifogat gruppfoto).  Om utlandsmedlemmar är ett framtida rekryteringsfält för Språkförsvaret är en öppen fråga. Det är möjligt att lärare i svenska eller de som studerar svenska utomlands redan fångas upp av olika svenska statliga organisationer. Utlandssvenskar brukar vara organiserade i lokala föreningar, typ Svea. Dock bör saken undersökas.
VDS kommer emellertid att upphöra att skicka Sprachnachrichten per post utanför Europa på grund av att portokostnaderna utgör en tung utgiftspost. Sprachnachrichrichten finns alltid i en nedladdningsbar PDF-version.
·       Tysklärarnas förbund har anklagat VDS för att vara högerextremistiskt, men har tvingats backa. Det finns inget fog för den anklagelsen. Rent programmatiskt har VDS ungefär samma inriktning som Språkförsvaret.  VDS försvarar tyska språket, särskilt gentemot engelskan, försvarar mångspråkigheten och respekterar minoritetsspråken i Tyskland och Europa. Som Manfred Schroeder, en styrelsemedlem, påpekade, kommer den största medlemsgruppen i VDS från utlandet, varav de flesta inte ens är tyskar.  VDS har över 4000 medlemmar enbart i Afrika.
VDS är anslutet till  Netz gegen Nazis.
·       Jag talade med de flesta i VDS styrelse (Vorstand), som består av tio ledamöter (se Sprachnachrichten  nr 2/2013, sid. 26). På tåget från Rudolstadt till Berlin den 16/6 åkte jag exempelvis tillsammans med en styrelsemedlem. Han berättade att styrelsen på morgonen hade diskuterat Språkförsvarets sätt att använda Internet (se också citatet nedan).
·       Efter mötet fick jag följande mejl från en annan styrelsemedlem, i vilket bl.a. hette:
Per-Åke dürfte gar großen Einfluss auf die künftige VDS Politik haben. Sein Würdigung der Erfolge des schwedischen Sprachgesetzes war eine große Überraschung für die Anwesenden – auch für mich. Bis Sonntag wurde über diesen Punkt immer wieder geredet.”
I snabböversättning:
Per-Åke kan t.o.m. komma att ha ett stort inflytande på VDS framtida politik. Hans uppskattning av den svenska språklagens resultat var en stor överraskning för de närvarande – också för mig. I söndags (d.v.s. på styrelsemötet – min anm.) talades återigen om denna punkt.
Citatet  syftar på mitt hälsningsanförandet. Vad som diskuterades var Språkförsvarets internetanvändning som ansågs vara effektiv och reaktionssnabb på språkliga händelser.
I artikeln ”Språkförsvaret och kampen för en svensk språklag” finns en utförlig redogörelse för hela den processen. Det kan tilläggas att när Språkförsvaret våren 2005 ställde sig huvuduppgiften att verka för att Sverige antog en språklag, bestod nätverket av ett knappt dussin medlemmar. Fram till 7/12, då regeringspropositionen ”Bästa språket” skulle beslutas, lyckades vi placera artiklar, som alla pläderade för att svenskan skulle lagstadgas, i minst 24 tidningar och tidskrifter. Dessutom skickade vi brev till regeringen, olika departement samt riksdags- och utskottsledamöter. Artiklarna liksom breven lades alltid ut på vår webbplats. Inför behandlingen av ”Bästa språket” ställde sig de borgerliga partierna sig bakom kravet på en svensk språklag.  Före riksdagsdebatten och beslutet den 7/12 tog Språkförsvaret mejl- och telefonkontakt med de borgerliga ledamöterna och Miljöpartiets; de senare ändrade uppfattning under själva riksdagsdebatten. Förslaget föll emellertid med röstetalet 147 – 145 på grund av kvittningsfel. Reaktionerna på detta beslut blev dock så starka att den dåvarande socialdemokratiske kulturministern Leif Pagrotsky våren 2006 inbjöd övriga riksdagspartier för att åstadkomma ett enigt förslag till en svensk språklag (och desarmera frågan politiskt). Dock en resultatlös inbjudan. Eftersom Vänsterpartiet ansåg att svenska språket skulle stadfästas i grundlagen, innebar detta att samtliga riksdagspartier hade bundit upp sig för ett lagstadgande av svenska språket på det ena eller andra sättet. På sätt och vis kan man därför säga att utarbetandet av språklagen fram till det enhälliga beslutet maj 2009 utgjorde en transportsträcka. Språkförsvaret bevakade dock hela processen och kommenterade varje steg. Språkförsvaret fungerade också som enda gräsrotsorganisation som remissinstans och träffade utredaren två gånger. I motsats till den borgerliga regeringen lade vi ut samtliga remissvar på vår webbplats.
Ofta inträffar också följande händelsekedja: Språkförvaret får ett tips eller en anmodan från en sympatisör att agera i en fråga – se senast ”We Effect”.  Vi lade ut hennes brev i nätdagboken, spred det inom nätverket, vilket ledde till att många medlemmar följde upp med brev till Kooperation Utan Gränser, och styrelsen skickade också ut ett pressmeddelande. Kooperation Utan Gränser tvingades till sist gå ut med en helsidesannons i Dagens Nyheter för att försvara namnbytet. Även i fråga om Stockholm Science & Innovation School fungerade Språkförsvaret som katalysator.  Rektorn för skolan fick inte mindre än tvåhundra mejl (hans egen uppgift).
·       VDS inriktar sig mer på anglicismer än vad Språkförsvaret gör; Språkförsvaret fokuserar mer på kamp mot domänförluster, d.v.s. statusvård, än vad VDS gör. Det är uppenbart att tyskan tar in fler lånord från engelskan än svenskan. Detta bestyrks av egen erfarenhet från min privata schacksida, Schackportalen. Termer som rör internet- och datateknologi är ofta av engelskt ursprung och tyskan ersätter dem i mindre utsträckning än svenskan, spanskan och franskan. Det är heller inte lätt att bedriva språkkamp i Tyskland just med tanke på att nazitiden också lyckades diskreditera det tyska språket, trots att åtskilliga miljoner hedervärda tyskar, särskilt före och efter nazitiden, använder och har använt sig av det tyska språket. Tyskland är, såvitt jag vet, det enda land i Europa, där en namninsamling för att det egna huvudspråket skulle grundlagsfästas ledde till en namninsamling mot detta krav.
VDS har alltså en välbesökt webbsida, utger kvartalstidskriften Sprachnachrichten och ett nyhetsbrev (anmälan: infobrie f@ vds-ev.de), som utkommer varje vecka. Dessutom har VDS en omfattande förlagsutgivning och framställning av diverse informationsmaterial.
VDS har tagit en rad intressanta initiativ, bl.a:
Klasse! Wir singen – 25000 barn (och 43000 åhörare) deltog på sångfester, huvudsakligen på tyska, som arrangerades i stora arenor i Dortmund och Münster under mars 2013. Projektet fortsätter.
Boken ”Anglizismen-Index ” utkommer i nya utgåvor med jämna mellanrum. När en grupp, i vilken ledande medlemmar från VDS ingick, offentligt efterlyste ett ersättningsord för ”brainstorming” kom det in 10000 olika förslag! VDS bevakar också användningen av anglicismer hos vissa tyska företag, exempelvis Deutsche Bank.
Priset årets Sprachpanscher – betyder ungefär årets språkfuskare. ”Panscher” är oöversättligt till svenska, eftersom det ordagrant betyder ”vin- eller mjölkförfalskare” (säkert genom utspädning med vatten). Medlemmarna röstar om vem som ska tilldelas detta pris.
VDS utdelar också priset ”Jakob-Grimm-Preis”, uppdelat i tre olika delpriser, för insatser för det tyska språket. I år fick en skådespelare huvudpriset à 30000 euro.
Broschyren ”Lichtblicke – ein Kalender sprachlicher Erfolge 1997 bis 2012” sammanfattar VDS språkliga framgångar hitintills.
·       Vad kan vi lära oss av VDS? Personligen anser jag att vi till exempel ska lägga större vikt vid kampen mot anglicismer och för ersättningsord än tidigare. Det betyder absolut inte att vår huvudinriktning, nämligen att prioritera kampen för svenskans ställning, statusvård, och mot domänförluster har varit felaktig. Tvärtom; den har dessutom varit mycket framgångsrik, särskilt sett i förhållande till vår medlemsnumerär.
Ta till exempel patentspråksutredningens förslag att patentansökningar på engelska, inklusive patentkraven, ska tillåtas i Sverige. Patentkrav på engelska – men inte på svenska – kommer att bli juridiskt giltiga i Sverige. Konsekvensen blir att svenskan i praktiken förlorar en domän, eftersom allt färre patentansökningar kommer att skrivas på svenska. Svenska Akademien formulerade att skarpt remissvar. Språkförsvaret,  Advokatsamfundet och Svenska Patentombudsföreningen sköt alla in sig på denna kärnfråga i sina remissvar. Men den enda organisation som har försökt påverka den allmänna opinionen i denna fråga med ett antal artiklar i pressen har varit Språkförsvaret.
Samtidigt berör denna fråga, som dessutom är mycket komplicerad, inte särskilt många svenskar in på skinnet.  Annorlunda förhåller det sig med engelska uttryck och fraser, anglicismer, som ingen svensk medborgare idag kan undgå. Dessutom kan alla ha en åsikt i frågan; den behöver inte ens alltid vara väl underbyggd. Irritation över anglicismer kan alltså fungera som inkörsport till hela vår språkpolitik.
Jag tror att en sådan lätt korrigering av vår inriktning skulle påverka medlemstillströmningen positivt. Språkförsvaret har kontinuerligt vuxit sedan starten 2005, men organisationen borde växa ännu snabbare.
·       VDS kommer eventuellt att ta initiativ till ett möte mellan europeiska språkorganisationer på gräsrotsnivå.  VDS är den enda språkorganisation i Europa som har sådana resurser.
Per-Åke Lindblom
21/6 2013

Dänische EU-Präsidentschaft auch auf Deutsch

Die dänische Regierung wird den Internetauftritt der EU-Ratspräsidentschaft (www.eu2012.dk) ab dem 1.1.2012 in den Sprachen Dänisch, Englisch, Französisch und Deutsch anbieten. Dies bestätigte die Vorsitzende des Europaauschusses des dänischen Parlaments (Folketing) Eva Kjer Hansen auf Anfrage des Vereins Deutsche Sprache e.V. Damit gibt Dänemark den Forderungen des VDS nach, die EU-Ratspräsidentschaft auch in deutscher Sprache zu präsentieren.

Die dänische Zweigstelle des VDS hatte sich in den vergangenen Wochen dafür eingesetzt, dass Deutsch, die größte Muttersprache in der Europäischen Union, von den politischen Einrichtungen besser beachtet wird. „Wir haben auf einen Beschluss des EU-Parlaments aus dem Jahr 2008 hingewiesen. Demnach soll der Internetauftritt der EU-Ratspräsidentschaft in so vielen Sprachen wie möglich, insbesondere aber in den zahlenmäßig stärksten Sprachen erfolgen, sagte Anne-Marie Fischer-Rasmussen, dänische VDS-Regionalleiterin in Storforde.

Für den VDS ist dies ein wichtiger Schritt dahin, dass die deutsche Sprache in den Einrichtungen der Europäischen Union mehr beachtet wird. Die Internetauftritte der EU Ratspräsidentschaften der Jahr 2009-2011 erschienen jeweils auch in deutscher Sprache.

Pressemitteilung (November 2011) 


Brief der dänischen VDS Sprecherin Anne-Marie Fischer Rasmussen an die dänischen Deutschlehrerverbände

„tysklærerforening for grundskolen“ og  „tysklærerforening for gymnasiet“ (pdf)


Er engelsk som koncernsprog skyld i økonomisk nedtur for DaimlerChrysler?

I 1999 blev der smedet en global alliance af bilproducenterne Chrysler og Daimler-Benz. DaimlerChrysler er i mellemtiden faldet fra hinanden, men mellem 1999 og 2003 mistede koncernen 30 milliarder € i børsværdi. I den samme tid steg en anden bilproducent, Porsche i Zuffenhausen, 100 milliarder € i værdi. Da Chrysler og Daimler blev slået sammen i 1999, besluttede man at gå over til engelsk som koncernsprog, mens man i Zuffenhausen holdt fast ved tysk.

Nu er det jo ikke bevist at der er en sammenhæng – men professor i erhvers- og socialstatistik i Dortmund og samtidig formand for Verein für Deutsche Sprache, Walter Krämer, har fået en af sine studerende til at undersøge om der er en sammenhæng mellem aktiekurser, foretagenders markedsværdi og valg af koncernsprog.

Det er et af eksemplerne i en artikel i Frankfurter Allgemeine Zeitung af 14./15. februar 2009 (sektion C, side 1). Journalisterne Sebastian Balzter og Julia Löhr siger: “Klartext tut gut” og kommer med flere eksempler. Et tysk firma med 10.000 medarbejdere købte i år 2000 en fabrik i Tjekkiet med 200 medarbejdere og besluttede at bruge engelsk som koncernsprog på alle planer. “Dengang gik det for at være moderne. Hvilket fjolleri!” Det som skete var at eksperterne holdt kæft når de ikke kendte den engelske terminologi. “Vrøvlerne overtog det hele.” (Die Plapperer haben alles an sich gerissen.) Således beretter Reiner Pogarell, som er leder for Institut for Betriebslinguistik i Paderborn, et konsulentfirma der i 20 år har rådgivet firmaer i sprogspørgsmål.

Det er åbenbart underordnet om tyske firmaer har eksplicit har valgt engelsk som koncernsprog (som Deutsche Bank og softwareudbyderen SAP har det) eller om de bare har udviklet en praksis med at bruge engelsk (som fx Siemens). Men da schweizeren Jürgen Ackermann, siden 2002 formand for Deutsche Bank, i begyndelsen af februar mødte tyske og udenlanndske journalister efter at have meddelt et tab for banken på 3,9 milliarder €, gjorde han det på tysk. Ackermann taler ellers nærmest bedre engelsk end tysk – og de fremmødte journalister måbede. Måske varslede hans sprogvalg en ny sprogstrategi for koncernen?

Quelle: http://sprogmuseet.dk/


VDS-interview med Språkförsvaret:

Dr. Reiner Pogarell, bestyrelsesmedlem i vores venskabsforening i Tyskland, Verein Deutsche Sprache (VDS), har talt med formanden, forh. gymnasielærer i svensk og filosofi, Per-Åke Lindblom og professor i tysk, dr. Frank-Michael Kirsch fra Språkförsvaret, som er vores svenske venskabsforening.

Det er der kommet et interessant interview ud af, som vi her bringer i oversættelse fra tysk ved cand.mag. Ulla Weinreich, som repræsenterer Modersmål-Selskabet i VDS.

Hr. Lindblom, hr. Kirsch, svensk er et gammelt, rigt og smukt sprog, der bliver elsket og påskønnet af dem, der taler det. De, der taler dette sprog, anses i hele verden for at være fredelige og respekterede mennesker. Hvorfor har lige netop dette sprog brug for et forsvar?

Svensk i Sverige er ikke nogen selvfølge mere. Engelsk oversvømmer det svenske sprog. Der er endda et voksende antal grund- og gymnasieskoler, der erstatter svensk med engelsk som første undervisningssprog. De fleste store svenske virksomheder bruger engelsk som koncernsprog. Engelsk i reklamen vokser hele tiden. Allerede i 2006 udgjorde andelen af engelsksprogede film i det svenske fjernsyn 80 procent. Det var resultatet af en undersøgelse, der var lavet af Språkförsvaret, og som løb over hele året. Sverige er, sammen med Danmark og Finland, de dårligste til at bruge deres eget sprog i EU.

Deres svar overrasker. For de talrige tyske turister er denne situation jo ikke påfaldende. Man har snarere det indtryk, at verden er i orden i Sverige, også i sproglig henseende.

Dette indtryk bedrager. Et sprog dør først og fremmest, fordi man ikke mere bruger det på det ene område efter det andet, og ikke, fordi man individuelt bruger fremmedord. Språkförsvaret tillægger derfor kampen for det svenske sprogs status den største betydning og engagerer sig sprogpolitisk for tre interesser: 1) Vi forsvarer det svenske sprog, især mod det engelskes ekspansion, 2) Vi propagerer flersprogethed, og 3) Vi fremmer den internordiske sprogforståelse.

Hvad gør Deres organisation konkret for at styrke svensk?

Språkförsvaret har formuleret en politik for alle de vigtige sprogdomæner: for det nationale plan ved hjælp af en sproglov, derudover for de videregående uddannelser, skolevæsenet, den/det offentligretlige radio og fjernsyn, som betegnende nok hedder ”Public Service” her, og for det nordiske sprogfællesskab. Vi bekæmper brugen af engelsk i den kommercielle reklame, hvad vores næste bogprojekt handler om. I grunden vil vi bidrage til den indsigt, at det svenske sprog er lige så værdifuldt, udtryksstærkt og rigt som et hvilket som helst andet sprog, uden af denne grund at forsømme nationale mindretals sprog eller at nægte indvandrere retten til at tale deres eget sprog.

De formulerer her VDS’s politik ét til ét. I kampen om en sproglov er De længere end de tyske sprogvenner. Hvorfor er sprogloven så vigtig for Dem?

Fordi vi bedre kan gøre en indsats for svensk med den. I 2005 var situationen absurd: Der var fem officielle mindretalssprog i Sverige, men intet officielt hovedsprog. Svensk var officielt sprog i Finland, men ikke i Sverige. Med vores kampagne bidrog vi til, at de borgerlige partier gjorde spørgsmålet til deres eget. I 2006 blev beslutningen taget om at udarbejde en sproglov, som blev enstemmigt vedtaget af rigsdagen i 2009. Språkförsvaret fungerede som motor i denne proces. Vi udarbejdede vores eget, videregående forslag til et lovforslag og blev som den eneste borgerorganisation inddraget i udarbejdelsen af loven. Vi ser det som en vigtig delsejr, selv om den har sine mangler. Loven omfatter kun pligter, ingen rettigheder; dens anvendelse er begrænset til myndighedernes ”kerneaktiviteter” og indeholder ingen sanktionsmuligheder. Men vi kan påberåbe os loven, når vi indgiver klage hos justitsombudsmanden over overtrædelser. Justitsombudsmandens afgørelse var for eksempel til vores fordel, da vi krævede, at det også skulle være tilladt at indsende stillingsansøgninger og ansøgninger om forfremmelse på svensk til svenske højere uddannelsesinstitutioner. Nogle universiteter accepterede nemlig kun engelsksprogede ansøgninger.

Det er påfaldende, at man tiltales på engelsk i Sverige, så snart det bliver opdaget, at man er udlænding. Ens egne bestræbelser for at tale svensk bliver gerne ignoreret. Hvorfor gør svenskerne det?

Det har jeg ingen anelse om. Måske vil man hjælpe turisterne så hurtigt som muligt og tænker med urette, at alle kan engelsk. Der findes også svenskere, der er ærligt overraskede og stolte af det, når udlændinge beskæftiger sig med det lille svenske sprog. Hvem ved her i Sverige, at 4000 tyske studerende om året lærer svensk, mens der i Sverige nu er langt under 1000, der stadig lærer tysk? De svenske universitetsmyndigheder betegner i officielle skrifter store europæiske sprog som fransk, spansk, polsk og tysk som småsprog. Sådan ser globalisering ud på svensk!

Der er et fænomen i Tyskland: vi sluger skandinaviske bøger. Tyskerne kender Stockholm og Göteborg, men også Ystad, Gotland og Öland mægtig godt fra vældig mange bøger med stor succes. Har De en forklaring på det?

Mentalitet spiller en rolle her. Protagonisterne i bøgerne har en stærk binding til naturen, behovet for ensomhed og stilhed. Parforhold skildres uden omsvøb og forkrampninger. Alt det taler ud af tyskernes sjæl. Den nordeuropæiske litteratur spejler en antimondæn levemåde, som undgår pomp og patos og udstråler naturlighed, det enkles sejr over det grelle. Sådan vil mange læsere gerne have, at Tyskland er. Fortællerytmen i romanerne, også krimierne, er tit langsom, eftertænksom. Den formidler indtrykket af at have tid, at have lov til at tage sig tid: Sand i maskineriet i vores hektiske verden, hvor andre altid skal kunne komme i forbindelse med én.

Og at svenske krimier bliver godt modtaget i Tyskland, skyldes simpelthen også, at mange af dem er skrevet godt. Forfatterparret Sjöwall/Wahlöö virker traditionsdannende; ikke mindst Stieg Larssons Millennium-trilogi er påvirket af det. Lidt har svenske krimiforfatteres succes’er også at gøre med, at det tyske Sverigesbillede er så uendeligt rosenrødt, næsten pinligt naivt. Så spørger læserne som i sin tid Strindberg: Og hvor ligger de sjælelige afgrunde, de uendelige dybder? Det ved Larsson, Mankell og Markland – eller de skriver i det mindste troværdigt om det.

Mange tak for svarene!

http://www.modersmaalselskabet.dk/vds-interview-med-spraakfoersvaret

Bilder: www.nationalflaggen.de